I september 2021, erhvervede jeg mig en chancehest. Han hed Caspari, og var 191 cm. (En kæmpe dreng) Danskvarmblod. Han havde stået på sommergræs i samme by, som jeg bor i. Og resten af mine heste var kommet ud på et ridecenter og stå, for at det ville blive nemmere for mig, når jeg nu var startet på Handelskole. Vi besluttede os derfor, at flytte ham med derud, så han ikke blev ensom derhjemme.
Alt var i fineste orden de første par dage han stod på ridecenteret, men pludselig en dag ringer, ejeren af ridecenteret til min mor. Og fortæller hende, at han er gået amok, han stejlede op af dem, også inde i boksen. Sådan havde han aldrig været, vi kunne slet ikke kende den hest de beskrev. Vi tog derud dagen efter, fordi hestene skulle rides, og da jeg håndterede ham var der ingenting. Han havde dog stadig en mærkelig adfærd, derfor tog vi den beslutning, om at vi hentede traileren og fik ham hjem, fordi derhjemme havde han ikke været sådan.
Min far kommer så med traileren, jeg læsser ham op som jeg plejer. (Jeg fortryder nu, at jeg ikke havde hjelm på) Normalt står han helt stille i traileren, men da min far lukker bagklappen bag ham, går han mildest talt amok. Han stejler inde i traileren, slår forbene frem, alt imens jeg står derinde med ham (Der er ikke helt vildt meget plads inde i en trailer, når ens hest er 191 cm.) Ham smadre fordommen, så den flyver op, og slår gentagne gange hovedet op i trailerens tag. Jeg prøver alt imens, at berolige ham og nusse ham, men jeg kan ikke komme igennem til ham. Han tager hovedet ned, da jeg for første gang siden bagklappen lukkede, trækker vejret og tænker “Nu er han okay.”
Da tanken var gået igennem mit hoved, slår han sit hoved ind i siden at mit, så den anden side at mit hoved rammer den anden side af traileren. Han fortsætter med at stejle og hoppe rundt derinde. Min mor sørger for at jeg kommer ud af traileren, og mine forældre for Caspari ind i hans boks ingen. Imens min søster står ved mig, her går min krop i chok. Hele min krop ryster, jeg bliver placeret på en bænk. Ingen tanker gik igennem hovedet på mig, jeg var helt tom. For alt følelser, ord og tanker. “Hvordan har du det?” Ja, det vidste jeg faktisk ikke, har jeg ondt? Måske.
Da jeg kommer ind i rytterstuen, ligger jeg straks mærke til, at lyset og at de andre snakker giver mig hovedpine. Jeg raser stadig, og er meget ked af det. Min mor og jeg snakker lidt om tingene og hvad vi skal gøre. Vi kommer til den konklusion, at det skal også være værdigt for ham. Så min far skrev til vores dyrelæge, og han kunne komme om morgen dagen efter.
Da vi kommer hjem, spørg min mor mig om jeg er okay, og så stædig som jeg er, så ja selvfølgelig er jeg okay. Min mor ringede stadig til lægevagten, fordi hun syntes vi skulle have kigget på det. Da jeg ankom, lavede de en masse tests på mig. Lægen siger, at jeg har pådraget mig ne voldsom hjernerystelse, og at de gerne vil beholde mig til 48 timers opsyn. Jeg kiggede på lægen, så min far. Det kunne jeg ikke jo, en af mine elskede heste skulle herfra dagen efter, jeg SKULLE være der for ham. Vi tog hjem, og mine forældre skulle vægge mig hver 3 time.
Dyrelægen var i stalden kl.07.00, så vi var klar 30 min før, han kom. Caspari fik bedøvelse, før han skulle ud så han var håndterbar. Jeg fik sagt farvel til ham, og brød sammen, for ingen smerte slår at miste sin hest. Jeg sad lidt hos ham, fordi jeg forstod det slet ikke. Vores dyrelæge, sagde at det sandsynlighvis var en hjerneblødning, han havde fået. For under 1 uge siden, var min kæmpe dreng sund og rask. Jeg sad der indtil jeg var så okay, som jeg nu kunne være, til at komme hjem. Han grimer hænger nu på mit værelse, og hans sko står under grimen.
Han var en rigtig hjerteknuser.
Vi tager så efterfølgende på sygehuset og snakker med lægerne der. Jeg får først nu taget en CT-Scanning og skulle tilbringe det meste af dagen på en stue. Da resultaterne kommer tilbage finder de ingen tegn på noget andet end end hjernerystelse. De laver flere tests og spørg ind om en masse ting.
Jeg kom endelig hjem, på sygehuset havde vi lavet en plan om, at jeg skulle starte igen på gym, 1 time af gangen. Jeg startede igen en torsdag, og vi havde fået af vide at studievejlederen at, hvis jeg skulle blive i den klasse, skulle jeg kunne starte fuldtid. Hvilket jeg slet ikke var i stand til. Men jeg var i skole hele torsdag og fredag. Fredag ringer lægen fra sygehuset og spørg, indtil hvordan det går mig. Men da min mor fortæller hende at jeg er blevet nødt til at starte fuldtid i skolen igen. Bliver hun chokeret, da jeg ikke måtte dette. Efter en snak med skolen, blev jeg nødt til at stoppe. Det var hårdt for mig, da jeg elskede min klasse. Og nu kunne jeg ligger i min seng de næste par måneder og bare ja ligger.
Efter lidt tid derhjemme i sengen, på sofaen eller bare sovende. Tog jeg med i stalden, jeg havde brug for det, jeg tog en skridt rundt i ridehallen på Harmonie. Det var det bedste der var sket for mig i meget længe.
Tingene gik langsomt, men den dag hvor lægen ringede og sagde, at nu måtte jeg begynde sådan for real at ride igen, var min lykke dag. Jeg red Gazelle og Harmonie. Og jeg havde det så godt imens, men efter var jeg træt og svimmel.
Men lige der var jeg ligeglad, fordi endelig måtte jeg noget igen og det var noget, jeg elskede.
I November måned var jeg næsten fuldtids rytter igen 2-3 heste om dagen. Dog meget træt når jeg kom hjem efter. Vi besluttede da vinteren lagde sig på held, at tage hestene hjem til gården igen. Og der stod jeg foran min værste mareridt, hestetraileren. (Nu med hjelm på) “Hvad nu hvis? Kan du huske.” Det var de tanker der gik igennem mit hoved, da jeg stod foran rampen. Hele min krop rystede og jeg fik voldsomt hjertebanken og blev meget svimmel. Min søster gik op i traileren med Kidogo, jeg fulgte efter med Gazelle. Jeg gik fuldstændigt i panik, da jeg stod i fronten af traileren og skyndte mig ud, og min søster ordnede resten derinde. Min mor og søster kørte de 2 heste hjem og imellem tiden red jeg Harmonie, da tiden kom til at hun skulle læsses, skete det samme, jeg skyndte mig bare op med hende, fik hende gjort klar til at køre. Og hjem af det gik.
Jeg er så heldig at have 3 heste, der bare går op, selv om deres ejer står og panikker ved deres side. Er dem så taknemmelig for alt de gør for mig.
Stor tak til min mor og far, de har været en kæmpe støtte, igen min svære periode. Og har gjort alt for mig, jeg er jeg så taknemmelige, jeg kunne ikke have gjort det uden jer..
Min mor har virkelig været min klippe, han lavede mad til mig, vi snakker tarteletter 3-4 gange om dagen i 14 dage, fordi det var det eneste jeg havde appetit til. Købte lækre snacks og gjorde alt det bedste for at opmuntre mig.
Min far har sørget for min kære heste, muget boksene og hygget med dem, og selvfølgelig givet mig et par dumme jokes, som var nok til at få den “Gamle Emily” frem i mig.
Til minde for min fantastiske Bobs❤️🔐