Vi kender vidst alle til, hvor meget der skal til før vi som ryttere siger. “Her går min grænse!” 

Jeg har personligt fundet min, men den kommer ikke til at begrænse mig eller holde mig tilbage fra det jeg elsker allermest. Jeg ved nu, at jeg aldrig nærmer mig en hestetrailer uden hjelm nogensinde igen. 

Den dag vil jeg aldrig glemme, (Selvom jeg nu husker dårligt) Den dag jeg blev hende alle tog hensyn til, hende der ikke kunne klare at være sammen med andre mennesker, fordi hun fik hovedpine, kvalme og blev svimmel. Hende der gik for at få ro og sov hele tiden. Hende der spurgte om folk kunne slukkede lyset eller skrue ned, fordi nu hørte hun alt meget mere tydeligt.

Hende kæmper jeg for at komme af med. Den “gamle” mig er så langt fra det ovennævnte, som det overhovedet kan lade sig gøre. 

Jeg hader den lange kamp jeg står i, uvisheden om alt, alle de mange spørgsmål, og ikke at glemme de daglige symptomer som, hovedpine, svimmelhed, lyd-og lysfølsomhed, at glemme alt og koncentrationbesvær. 

Men hjernerystelsen, som ingen læger tog seriøst. Er allerede idag en hjernerystelse der er 6 måneder gammel. Det er det sværeste jeg nogensinde har prøvet. 

At kæmpe for at, stå op, fodre heste og tage tøj på. Det bliver nemmere, men der er dage hvor det simpleste er uoverskuelig, så længe som det tager. Det er slet ikke mig, dem der kender mig ved, at jeg ikke har hygget mig i min tid med hjernerystelse, slet ikke.

“Du ser jo stadig normal ud”, “Du er vel bare træt?” Eller “Jeg har da også hovedpine nogengange.” Ja, mine smerter er usynlige, medmindre min mor er den man spørg. Jeg har ikke gips på armen eller halter på det ene ben.

“What doesn’t kill you, makes you stronger.” I guess.

Meget lærer man, når ting som det her sker. Som at sætte pris på livet, dem man har omkring sig og alt man har. Om ikke at glemme, lært at passe på migselv. Og hvor vigtig min ridehjelm er, når jeg er sammen med hestene.

Jeg har for første gang i 6 måneder, været ude blandt mennesker der intet vidste om min “ulykke” eller kendte mig. Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men shit det var så rart, at ingen vidste noget om mig. At jeg var bare Emily, jeg var ikke en der havde hjernerystelse eller hende folk skulle tage hensyn til, bare en normal pige.

Ondt skal hos os heste mennesker, gøre SÅ ondt, at vi næsten må give op. Men det gør vi ikke, fordi intet kan erstatte den kærlighed vi har til vores heste.

Ja, det var en hård tilståelse, at fortælle min mor, at det var første gang i de 14 år jeg har haft heste, at det var første gang jeg var bange. Bange er måske en underdrivelse, jeg var panisk..

For mig var der intet der kunne få mig ind i den trailer igen. Men jeg lukkede ned for mine egne behov, fordi mine heste havde brug for at komme hjem, via trailer. Kunne jeg have redet dem hjem, ja så, havde jeg klart gjort det.

Min familie og mine venner har været fantastiske, de har alle været der for mig og støttet mig. De har fortalt mig, hvor stærk jeg har været og hvordan jeg nok skal komme stærkere og bedre tilbage. Selvom det til tider kan være svært at tro på, men jeg ved at der står 4 heste ude i min stald og hepper på mig, jeg SKAL tilbage, der er der intet der kan stå i vejen for.

Jeg er så mega heldig, at have en ostopat, der hjælper mig når mit hoved ikke kan følge med, haha ja som han siger “Det går frem af, men langsomt.” Uden hans hjælp tør jeg ikke tænke på, hvordan jeg havde haft det nu. Fordi den hjernerystelse lægerne var ligeglade med og ikke tog seriøst, har pint mig så meget. Mit spinalvæske i hoved, har været lukket af, og min hjerne pumpede 5-6 gange i minuttet, hvor den normalt ligger på ca. 9-14. Flere kraniebrud  for ikke at glemme det ødelagte kindben, er ingen sag for min osteopat. Min bedring indtil nu kan kun skyldes ham. Jeg må ikke miste tålmodigheden (hvilket er nemmere sagt end gjort)

Noget der kan gøre mig rørt, i denne her situration, er f.eks. At jeg havde familien til min fødselsdag. At læse kortene var ikke noget jeg kunne mens de var der, fordi jeg blev så rørt over at læse, at det har sat så store spor. I kortene stod der ting som “Du er sej, stærk, modig, ustoppelig, stædig, klog osv.” også “At mit liv har stået stille et par måneder, men at de ved hvor stærk jeg er og at de er stolte af mig. At jeg kun kommer stærkere og modigere tilbage.” Og uden tvivl min ynglings, er fra min ynglings person, min skønne niece på 7 år. Der skrev “Du er sej, smuk, stærk, dejlig. Verdens bedste moster Emily.”

Jeg er taknemlig for hver og en, der har stået bag mig. Og fortalt mig de ord jeg har brug for at høre. Tak❤️

Pas på jer selv derude! Det kan gå galt hvert sekund, selvom du ved hvad du laver.🙏🏼